Bofællesskaberne

 

 

Metodistkirkens Sociale Arbejde (MSA) driver to bofællesskaber, Bofællesskab 1 og Bofællesskab 2. De to bofællesskaber har hver 4 pladser, og i hvert bofællesskab er der fælles stue, køkken og bad.

Bofællesskaberne ligger i tilknytning til MSA's øvrige aktiviteter, som bl.a. består af en varmestue, der har åbent alle hverdage og dagligt serverer morgenmad og varm mad til frokost, samt i vinterhalvåret 3 ugentlige spisninger i Jerusalemskirkens krypt. Derudover har beboerne mulighed for at søge støtte hos MSA's ansatte på organisationens kontor.

 

De to bofællesskaber, Bofællesskab 1 og Bofællesskab 2 er beliggende hhv. i porten og i baggården på adressen Rigensgade 21, 1316 Kbh. K.

 

Målgruppen er hjemløse/socialt udsatte mænd i alderen 18-70 år uden eller med mindre afhængighedsproblemer. Bofællesskab 1 bebos primært af mænd i den ældre del af målgruppen, mens Bofællesskab 2 søges beboet af yngre mænd, der samtidig søges fastholdt på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. MSA's ansatte yder hjælp og støtte til almindelig daglig livsførelse, støtte til at tage og holde kontakt med sundhedsvæsen, myndigheder og familierelationer samt støtte til at skabe den udvikling, den enkelte beboer ønsker i sit eget liv.

 

Beboerne inviteres desuden til at deltage i sociale aktiviteter og fællesskab med de andre beboere samt med øvrige brugere af MSA's tilbud, herunder besøg i varmestuen, fællesspisninger og udflugter.